Hvem er jeg
Mit navn er Zanna Ibina. Dybt i hjertet er jeg først og fremmest formidler. Jeg har altid elsket at undervise, guide og dele historier – og selv når livet har givet mig modgang, har jeg insisteret på at finde magien og det smukke i det.
Jeg er mor til tre enestående børn (’04, ’06 og ’16), og jeg har glæden af at være bonusmor til to. Familien er mit hjerte, og selvom vi har oplevet både lys og tab, så er kærligheden altid den røde tråd.
Den krøllede hjerne
Jeg blev sendiagnosticeret med ADHD som 47-årig, på et tidspunkt hvor jeg troede, jeg kendte mig selv til bunds. Det viste sig, at meget af det, jeg havde kæmpet med – og skjult bag styrke og humor – havde et navn.
Jeg lever også med flere kroniske smertediagnoser, og har siden 2015 været på førtidspension. Det ændrer ikke, at jeg fortsat er nysgerrig, skabende og fyldt med lyst til at dele mine erfaringer. For mig er det vigtigt at vise, at selv i et liv med begrænsninger kan der findes frihed, skønhed og livsglæde.
Min hverdag
Min hverdag leves i et tempo, der passer til mig. Jeg finder ro med min hest, kat og hund, glæde i tiden med børnene, hygge i selskab med venner – og fordybelse i kreative projekter og skiftende hobbyer, alt efter hvad der inspirerer mig.
Og vigtigst: jeg finder mening i at skrive og formidle.
Hvorfor jeg skriver
Jeg har startet denne blog – 360 Neurodivergent – som et sted at samle mine tanker, erfaringer og refleksioner. Jeg skriver om livet i alle dets facetter – som mor, som kvinde og som menneske. Om de krøllede hjerner, om smerter, men også om glæden, kærligheden og alt det smukke, der findes midt i hverdagen.
Det er mit lille univers, og jeg glæder mig til at dele det med dig.
Som det letteste vindpust,
en sommerfugls vingeslag åbnede døren,
og et lys kom ind.
Tændte en glød, der snart blev en flamme.
En ild var tændt,
en vej var dannet
med hjertet forrest…
-Zanna Ibina