Jeg synes jeg starter alle mine breve til dig med et, hold op der er gået lang tid! Denne gang skyldes det at jeg saboterede mig selv og mine ord ved at overbevise mig om at hvert et brev skulle være Perfekt, i både ord og opsætning. Men både du og jeg ved intet er perfekt. Så den dropper jeg – sammen med undskyldninger om tiden der er passeret!
Jeg har lyst til at dele noget med dig, som jeg faktisk sjældent deler meget om… Så find kaffen frem, og sæt dig til rette min kære… for here goes!
Tilbage i sommers besluttede jeg mig for at tiden var inde til at åbne mit liv og mit hjerte for Ham jeg skal blive gammel med! Og selvom jeg hader den måde online dating foregår i dag, så valgte jeg at give det en helhjertet chance!
Jeg ved ikke, om du ved det, men det er yderst sjældent man møder nye mennesker og potentielle partnere, som solomor, der løber, rider og passer sit barn. Så selvom swipe-gamet er skørt, så kastede jeg mig ud i det!
Mine tidligere erfaringer var, at jeg typisk gav op efter få uger, eller første nitte, alt efter hvad der nu kom først! Men noget var anderledes i mig denne gang! det føltes som om, at han ventede på mig derude et sted…
Jeg har nu været på den rejse et halvt år! Og selvom jer både har fundet nitter, en enkelt ny ven, skønne mænd, som ikke havde den plads eller det mod de troede de havde, og selvom jeg stadig ikke har mødt Ham jeg skal blive gammel med, så hænger jeg på endnu!
Men det er helt utroligt hårdt, Sofie! For jeg er en, der giver meget af mig selv i mødet med mennesker! Det være sig venner, fremmede og potentielle partnere… Det er hende jeg er! Og at sidde og holde på mig selv vil koste mig lige så meget!
Samtidig gør min RSD og krøllede hjerne, at alle mislykkedes forsøg føles som afvisninger! Selv når jeg siger stop! (Mærkeligt, men ja…) Og kommentarer, som måske ikke menes ondt, kommer nemt til at mærkes som kritik…
Jeg ved godt med mit hovede at jeg ikke er for alle og alle ikke er for mig! Men mit hjerte længes…
Det er bestemt ikke fordi jeg mangler en til at fylde mit liv! (Det er både fyldt og ret dejligt). Jeg mangler heller ikke nogen til at redde mig – har ret godt styr på livet og har lært at klare rigtig mange ting selv!
Men jeg savner en at dele det hele med… En som ser mig, og støtter mig i at nå mine mål, drømme og potentialer! Som kan forkæle mig og hjælpe mig, så jeg fra tid til anden kan læne mig mere ind i den feminine energi! Som jeg kan tale med om alt og intet, om drømme og fremtid, om ting vi hver især finder spændende! Som ikke skræmmes af at min krøllede hjerne har haft interesser i alle verdenshjørner og jeg som følge deraf ved meget om alverdens.
Men når det er sagt, så er det hårdt at stå med åbent hjerte og blive ved! Og jeg er ved at nå grænsen igen! Denne gang ikke efter fjorten dage! Men et halvt års ihærdige forsøg og åbenhed!
Men giver man bare op så? Jeg har jo et dejligt liv med skønne mennesker… Måske er det bare ikke mit lod at få lov til at elske og være elsket på den måde! Måske?
Jeg ved det ikke! Men jeg kunne mærke at jeg trængte til at dele, hvor hårdt det er at være i denne dating-verden. Især når man som jeg nærmer mig de 50!
Måske stiller jeg for høje krav? Men ærligt vil jeg hellere stille for høje, end for lave krav! Og er det så slemt at ønske en mand, der passer på sig selv, så vi sammen kan dele et langt liv? At ønske en mand, som forstår at være mand? Som er klog? Som ikke skræmmes af min ild, energi og passion?
Måske? Men så er det godt at jeg selv har skabt et vidunderligt liv med de skønneste mennesker jeg kan elske! Jeg behøver ikke Ham jeg kan blive gammel med! Men hold op jeg savner ham visse dage!
Kærligst, Z
