Hele livet har jeg skrevet… Digte, små historier, tanker, dagbøger i bunkevis, blogs og sågar en bog. AT Skrive har altid været mit frirum, min ventil og min stemme ud. Jeg er langt ind i sjælen formidler og jeg elsker at skrive, dele, vise andre, at der er flere måder at være i verden på, end den ‘gængse’.

Jeg har gennem årene haft både blogs, hjemmesider, YouTube kanaler og meget andet, og på mange måder har det virket vigtigt at jeg brugte min stemme. Den følelse er her stadig, men hver gang jeg vil skrive, så er det som om, at alt bliver stille. Alle de ting, som jeg gennem den seneste tid har tænkt over, er væk. Indeni er der kun stilhed og tomrum.

Jeg tænker ofte; det her skal jeg dele med Sofie, men jeg kommer aldrig længere. Og når jeg engang imellem får sat mig, så STILHED! Kender du også det? Det er noget af det mest frustrerende! Jeg tænker ind imellem på, om det er fordi jeg bare skal droppe det hele igen? Lade min historie ende her. Altså ikke livet og den fortælling jeg udlever dagligt. Men delingerne… Men det føles bare heller ikke sandt.

Men hvad gør man så, når stilheden rammer? Jeg skriver om det! 😉 Jeg tror nogle gange, at stilheden rammer, når de ting jeg har at dele, rammer så langt udenfor, hvad man ‘bør’ gøre, eller hvad der forventes. Eller når det involverer andre mennesker. Men er det ikke netop her, at jeg bør hæve stemmen? Altså når jeg gør ting, som netop ikke er normen?

Som når jeg drømmer stort, falder hårdt, rejser mig stærkt, elsker intenst, går hurtigt, springer vildt og lign? Er det ikke netop der, jeg kan vise, hvor stærkt vi kan leve, hvis vi har modet?

Lad mig give dig et eksempel…. Som jeg har nævnt et par gange, så har jeg bestemt mig for, at jeg ikke vil leve alene mere. Jeg vil finde min livspartner! Med alt det indebærer. Det betyder, at jeg har måtte udholde dating apps over en periode. Og det er bestemt ikke min spidskompetence. Men jeg har holdt fast. Grunden til, at jeg ikke er vild med den verden, er at det hele med årene er blevet færre og færre ord, og flere billeder og hurtigere beslutninger i fht at sige Dur/Dur ikke…..

Og når det kommer til den del – den indledende del, så er jeg ikke til beskeder som: Du er lækker – skal vi date? Jeg vil gerne gøre mig lidt mere umage der, og kun bruge min tid, på mennesker, som rent faktisk har noget at byde på, i forhold til det liv jeg drømmer om. Min mulighed for at date, som solo-mor, er ikke gigantisk, så skal jeg på date, skal det helst være med en, som jeg virkelig har en følelse af kunne være interessant.

Men når så forarbejdet er gjort, så er jeg nok til gengæld mere intuitiv og modig end gennemsnittet. For jeg er ikke bange for at kaste mig ud i kærligheden, hvis den føles rigtig! For jeg vil hellere gå all ind med muligheden for at vinde det hele, end at fedtspille, fordi der er risiko for at tabe. Det betyder, at man kan blive såret. Men hvis ikke vi tør tage den risiko med, så kan vi ligeså godt forblive alene.

Jeg har været alene en stor del af mit liv – meget ofte selvvalgt. Men de gange jeg har været i seriøse forhold har jeg været all in fra start, for jeg har ikke været i tvivl.

Jeg kan huske, da jeg næsten lige var blevet skilt og havde små børn. Der snakkede jeg med andre fraskilte, der datede. Og der hørte jeg igen og igen, at deres børn først måtte møde nye kærester, når der var gået mindst et halvt år, for hvad nu hvis??? Men det kan jo lige så godt gå i stykker efter 8 måneder… Der er aldrig garantier. Men i det halve år, kan man gå glip af skønne og magiske oplevelser. Sandheden er, at vores børn kommer til at møde mennesker, som kun er i deres liv for en periode. Det kan være venner, forældres venner, mors kæreste, fars kæreste. Det betyder ikke, at børnene går i stykker! Men at de lærer, at i livet er der mennesker, der kommer for at blive, mennesker, der kommer for at følges længe og mennesker, der kun går med os kort. Men alle, hver og en, kommer med gaver, færinger, oplevelser Oma.

Så Marie får lov til at møde mennesker…. Selvfølgelig ikke mennesker, jeg drikker en kop kaffe med og tænker – Naaahhhhhhhh…… Men ham, som giver mig smil på læben, har samme drømme og værdier som mig, som har gjort sig umage for at finde ud af hvem jeg er. Ham som jeg mærker en fremtid med! Han bliver også en del af Maries liv., For gjorde han ikke det, var det alligevel ikke ægte! For selvom jeg er Zanna, løber, rytter, ADHD’er, smerteramt, førtidspensionist, formidler og meget andet, så er jeg også MOR! og ikke bare mor, men solo-mor.

Jeg hører ofte; burde du ikke lige tage den lidt med ro? Behøver det at gå så stærkt? Er du sikker på, at det ikke bare er…. Men det her er mig! Jeg er intens, jeg går med min indre autoritet, og når noget er et Hell YES, så er jeg med! Og mit liv har igen og igen vist mig, at det er den helt rigtige måde for mig at leve!

Så jeg kommer aldrig til at gøre det ‘man’ bør! Eller rette ind… Eller lade som om… Jeg er den jeg er, og jeg ved godt jeg ikke er for alle! Men det er der vel ingen af os der er? Vel?

Kærligst, Zanna