Jeg har tænkt lidt videre over det med passionen, som jeg skrev om i sidste brev. Og jeg har lyst til at dele nogle tanker der er dukket op.
Ser du, en god del af mit liv, har rejsen, vandringen og bevægelsen været mit omdrejningspunkt. Det der med at lære, udvikle sig, opleve på vej hen til, at være ægte til stede i livet, og der igennem tage de gode valg. Men noget, der gik op for mig, da jeg tænkte videre efter mit brev til dig, var, at undervejs er det fokus skredet.
Jeg tænker det skyldes den lange periode med stress, flosset nervesystem, burde og krav, som har været i mit liv.
Det er som om, at fokus er blevet flyttet over på målet/resultatet, uden jeg har opdaget det.
Så når jeg for eksempel kaster mig ud i nyt med Happy, mister jeg hurtigt gnisten og fortæller mig selv, at det kan heller ikke lade sig gøre uden rette træner, eller andet skør forklaring/undskyldning. For nåes perfektion ikke hurtigt nok, er det også lige meget. Det er jo komplet skørt.
På samme måde med brevene til dig – startede op med at det skulle være perfekt… Pænt opsat, læsevenligt, korrekt! Og hvad skete der? Jeg mistede lysten til at skrive til dig!
Men ærligt – hvad pokker er perfekt her i livet, som også er sjovt? Det er da meget ofte det rodede, kaotiske, spændende og lærerige, som vi husker i årene efter. Ikke det, som er perfekt fra starten.
Jeg kan sagtens uddybe med eksemplet med Happy. For jeg har i mange år efterhånden, været ret fascineret af at kunne ride hesten i cordeo (ring om halsen) både på tur og også dressur! Den der fine kommunikation mellem hest og rytter… den er værd at stræbe efter jo.
Jeg har ofte kastet mig ud i lidt træning i cordeoen, og sidste år var jeg faktisk på et par ture i cordeo (med backup vha rebgrime med tøjle, som dog ikke blev brugt). Men dressuren har været meget sporadisk, for ja – der var på ingen måde perfektion.
Alligevel har jeg fra tid til anden fundet cordeoen frem, og prøvet. 😅 For vil jo virkelig gerne. I går gjorde jeg det igen… og jeg blev så overrasket over, at happy var så fin og lydhør på den. De seneste månedes dressur og styrkelse af kroppen, samt de mange små mikro øve sessioner, har fået os langt tættere på noget, der kan gå hen og blive hæderligt.
Ikke fordi jeg huskede at fokusere på vejen, men fordi tiden i stedet arbejdede for mig. Men tænk hvor jeg kan komme hen, hvis jeg begynder at lege med rejsen derhen igen, istedet for at stirre blindt mod målet, som ligger uklart i horisonten???
Jeg opdagede samme tendens i dag, da jeg for anden gang på en uge mærkede en lille gnist mod en gammel passion for fotografi. Ikke som at tage det perfekte billede, men for at øve nærværet og blikket for motivet. Men selvom jeg havde det fokus, da jeg prøvede at lege lidt med det for at puste til gnisten af lyst og nysgerrighed, så gik der kun kort tid før jeg begyndte at kigge teknik, og blive frustreret over at øjet ikke er særligt nærværende pt. Men det skal jo for pokker øves og leges frem igen.
Så med det fokus vil jeg prøve at gribe den forsvundne passion lidt anderledes an… Mere legende, mindre målorienteret og med fokus på at tænde nysgerrigheden og lysten igen, efter nogle pressede Og målorienterede år.
Sig jeg ikke er den eneste, som ryger i denne fælde???
Kærligst,
Zanna
