Gennem en stor del af livet har jeg hørt at jeg fylder meget. At jeg er intens. At jeg deler for meget og at jeg er svær at følge med energimæssigt. Men den seneste tid, er det begyndt at gå op for mig at jeg måske i virkeligheden fylder for lidt. På nogle områder ihverfald.

Jeg har mærket en bevægelse det seneste års tid, hvor jeg lander mere i selvforståelsen af hvem jeg er. Nu bygget sammen med en portion AuDHD og medicinering. Den viden, har spejlet og forklaret store dele af mit liv, mønstre jeg aldrig har forstået og meget andet. Det føles lidt som om, det seneste år har været en stor selvudviklingsrejse.

Nye tider og forståelser

Det er et år siden, at jeg købte mit lille hus i Biersted, og Marie startede på ASF. Og året er gået med at finde os til rette. Vi skulle lande i alt det nye. Slippe stressen fra de forgående år og i det hele taget finde på plads. Samtidig kastede jeg mig også ud i dating livets fortrædeligheder. Og det har om noget åbnet for en masse selvransagelse. Jeg har kigget på mønstre, på relationer, på reaktionsmønstre og en masse andet. For i mødet med nye mennesker og relationer, må vi se på, hvad vi bærer med os.

Og for en, der er gået igennem livet med udiagnostiseret ADHD, så er der helt sikkert ting, der skal granskes og måske arbejdes lidt med. Og jeg elsker selvudvikling og det at arbejde med at blive og være den Aller bedste version af mig selv. Ikke fejlfri, men en version, der er villig til at finde Ajax frem når det er påkrævet. Og da jeg har haft den interesse i mange år, er jeg også ret god til det. Til at mærke om de ting jeg støder ind i og bliver spejlet på føles sande eller ej. Her er jeg en klassisk (og stærk) manifesting generator, der lyndhurtigt mærker om det er et ja eller et nej.

For hvor meget jeg end elsker selvudvikling, gider jeg heller ikke navlepilleriet for navlepilleriets skyld. Lige så meget jeg tror på, at vi skal være villige til kompromiser, selvindsigt og mønsterbrydning. Lige så meget mener jeg, at vi ikke på at lave os selv om, for relationernes skyld.

Noget andet end forventet…

Men når det er sagt, så er det stadig vigtigt at være nysgerrig…. For hvorfor er vi som vi er, gør som vi gør og reagerer som vi gør? Og er det i virkeligheden det, som mønstret handler om?

I forbindelse med mit forsøg på at finde kærligheden har jeg mødt skønne, herlige, sjove og dejlige mænd. Men gang på gang er jeg endt tilbage ved start. Derforbegyndte jeg at kigge nærmere på, hvad det handler om. Er det mon noget jeg gør forkert? Noget jeg ikke ser?

Den klassiske for mig at se på er altid om jeg fylder for meget? Er for intens? Drømmer for stort? For hurtigt? Og når jeg har vendt mine tanker med mine mennesker, er det da også det de griber til oftest. Men det har ikke helt ressoneret… Ja, jeg er hurtig og intens og alt muligt andet. (Mere om det i et andet brev en anden gang, for her ligger også nogle spændende erkendelser…) Men det er alligevel ikke helt det. For ham jeg skal ende med skal kunne rumme hele mig.

Nej det spændende kom, da jeg erkendte at jeg nok i virkeligheden har fyldt for lidt. Ikke i forhold til min energi, mine tanker, ideer og min snak… Men i forhold til det, som er vigtigst, og som viser hvem jeg er, og hvad jeg har brug for.

Angsten for afvisning og fravalg

Jeg har helt sikkert et gammelt sår, som handler om afvisning og det ikke at være god nok. Og nok også lidt i forhold til at være og fylde for meget. Og uden at være bevidst om det, har det medført, at jeg er blevet dårligere til at give mig selv plads. Især når det kommer til det vigtigste – at stå ved mine behov, mine grænser, min sårbarhed og mine ønsker.

For jeg har skabt en virkelighed inde i mig selv om, at hvis jeg udtrykker mine behov, så er det at stille krav. Og når jeg stiller krav, så fylder jeg. Og jeg må ikke fylde. Desuden åbner jeg for at folk ikke vil møde mig i mine behov, og det kan føles som afvisning.

Men paradokset er, at jeg når jeg ikke deler mine behov, jo heller ikke viser ægte hvem jeg er. At jeg ikke stiller mig helt frem og står ved, at jeg har brug for nogle ting.

Det sjove er at jeg på så mange måder er som en åben bog. Deler gerne fra mit liv, mine tanker, mine overvejelser og ideer. Men når det kommer til det relationelle, så passer jeg så meget på mig selv, at jeg lukker i. Alt for at undgå afvisning og fravalg.

Det er et paradoks, at i min frygt for at fylde for meget, så fylder jeg i stedet for lidt. Jeg tager ikke min plads. Ikke fordi jeg skal fylde alt… Eller halvt…. Det er ikke det det handler om. Men hvis jeg ikke selv tager mine behov alvorligt, hvordan skal andre så nogensinde gøre det? Eller opdage at jeg har dem!

Modet til at turde

Min rejse startede egentlig med at blive klogere på mig selv, i forhold til at tiltrække den rigtige type mand. At være ‘bedre’ til at indgå i et forhold og dermed øge mine chancer for at finde kærligheden. Men det er undervejs gået op for mig, at det handler om alle mine relationer.

For det er sårbart at sige; Jeg har faktisk brug for…. Når jeg gør det, så åbner jeg for ikke at blive mødt i det behov. Og så kan jeg risikere at miste relationen.

Men spørgsmålet er, om jeg ikke bare udsætter det? Jeg lader være med at vise mine behov, for ikke at være besværlig. For ikke at risikere at jeg ikke mødes i dem. På den måde undgår jeg at forholde mig til, at relationen måske ikke helt har den kapacitet jeg troede. Men kun for at opdage senere hen, at det var en illusion, for jeg har stadig behovet… Uanset om jeg sætter ord på det eller ej. Og med tiden vil det jo vise sig om behovet kan mødes eller ej. Og kan det ikke, så vil det alligevel ikke være den rette relation for mig.

Så ved at udtrykke mine behov, giver jeg mine relationeren mulighed. De kan lytte, de kan møde mig i behovet, eller de kan afvise mig. Men de får en mulighed for at se mig helt sårbart i mit behov. Og dermed får både de og jeg mulighed for at vurdere, om realtionen er et match. Og dermed kan jeg hurtigere finde ud af, om jeg er rette sted eller ej.

Men tør jeg? Jeg vil ihverfald øve mig… For jeg ønsker virkelig ikke at censurere mig selv… Og det kommer jeg lidt til.

Så kære Sofie, fra nu af vil jeg prøve at fylde mere – på de områder der er vigtigst. Også når det er svært. Også når jeg ikke får det gjort i øjeblikket. Så må jeg skrive en besked efterfølgende og uddybe – indtil jeg får det lært…

I kærlighed,
Zanna